Nogen skulle dø i København. Bagmændene sendte en 16-årig dreng og en 14-årig pige på amfetamin

Nogen skulle dø i København. 16-årige Luiz anede ikke hvem. Han kendte kun prisen på 150.000 »pr. skalle«, men det sagde han ikke noget om, da han grædende kom ud fra sit værelse og krammede sin far, som tryglede ham om ikke at tage afsted. »Ellers kommer nogen til at skade dig, far,« sagde Luiz, og så gik han sin skæbne i møde. 200 kilometer derfra gav 14-årige Sana op, da hun fik endnu en besked på sin telefon. »Det er dig, der kommer til at dø, hvis du lyver.« For hende var der heller ingen vej tilbage. Pigen, der aldrig havde skudt med en pistol før, satte sig på et tog med retning mod København for at dræbe en fremmed. Berlingske har fået indsigt i knap 500 siders hidtil hemmeligstemplede forhørs- og afhøringsrapporter, tekniske analyser af konfiskerede telefoner og overvågningsbilleder fra svensk politi. Tilsammen tegner materialet et billede af, hvordan børn og unge fra en dybt forrået svensk underklasse rekrutteres til at skyde og kaste med håndgranater i København. Det er dem, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder »svenske børnesoldater«. I dokumenterne kan man se, hvordan det ekstremt voldelige svenske bandemiljø lokker og presser sårbare børn og unge ud, hvor de ikke kan bunde, med trusler mod dem selv eller familiemedlemmer. Berlingske har vist materialet til den danske kriminolog David Sausdal, som er lektor og forsker i svensk kriminalitet ved Lunds universitet. Han kalder det chokerende og utrolig trist læsning. »Pengene er lokkemad. Så snart de unge modtager de første informationer om opgaven, er det trusler fra de her ekstremt voldsparate bander, der står for resten. Set fra de unges perspektiv har de reelt ingen udvej,« siger han. På baggrund af dokumenterne har avisen rekonstrueret, hvad der i løbet af 60 timer skete denne sommer, da Luiz og Sana begav sig mod København for at dræbe. Luiz #1: »Ellers kommer du til skade, far« Luiz græd og krammede sin far, imens han talte. »Nogen« havde tvunget ham til at gøre »noget«, og han var nødt til at tage til Malmø. Hans far ville vide, hvad det drejede sig om – hvem der havde tvunget hans 16-årige dreng til hvad og hvordan. Men Luiz – som her omtales under et opdigtet navn – ville ikke fortælle det. Kun at en colombiansk mand ville gøre faren eller andre i familien fortræd, hvis ikke Luiz tog til Malmø og udførte en opgave. »Du skal ikke gøre det,« tryglede faren. »Ellers kommer du til skade, far,« sagde den grædende søn, og så tog han afsted. Det var mandag den 8. juli. Luiz forlod farens lejlighed omkring klokken 19.30 med et sort sæt skiftetøj i en plastikpose og sin fars arbejdstelefon, en gammel iPhone 8. Luiz' far forstod alvoren. Men det var ikke politiet, han ringede til først. Han ringede til sin ven José, som med det samme tog kontakt til det svenske politi. Af telefonnotatet fra Josés opkald til politicentralen klokken 19.43 fremgår det, at truslen om den »colombianske mand« satte en skræk i livet på både Luiz, faren og hans ven José, og det var ikke et frit opfundet fantasimonster. Over for politiet forklarede José, at han vidste, at den colombianske mand ikke var i Sverige for tiden, og at han ikke var en mand, man skulle tale for højt om. »For meget information kan slippe ud. Så er det mig, der næste gang havner på listen,« svarede José ifølge den efterfølgende afhøringsrapport, da politiet spurgte, om han kunne fortælle mere. Ifølge farens ven José var der ingen tvivl om, hvad Luiz skulle gøre for at afværge truslen mod sin far. »Han skal skyde nogen,« sagde José og understregede, at det ikke blot var en bekymring. »Jeg ved det,« sagde han og fortalte politiet, at han vistnok havde set en video af Luiz med en pistol på sociale medier. Og så ville José ikke sige mere af frygt for, hvad der kunne ske med hans egen familie. Sana #1: Nu eller aldrig Halvandet døgn senere, 10. juli, var en 14-årig pige løbet tør for udveje et andet sted i Stockholms opland. Pigen, som vi her omtaler under dæknavnet Sana, har mellemøstlig familiebaggrund og var anbragt uden for hjemmet. Det meste af tiden var hun påvirket af amfetamin og andre stoffer, og ved siden af de 500 svenske kroner i lommepenge, hun hver uge kunne hæve på sit kort, tjente hun penge på prostitution. I nu slettede TikTok-videoer, som Berlingske har set og verificeret, mimede hun med på svensk gangsterrap med tekster om teenagelejemordere, der overtager herredømmet i den kriminelle underverden – iført joggingsæt og med fuld makeup, trutmund og pistolhånd. Tidligere på sommeren 2024 var hun flyttet til en ny plejemor, som tilsyneladende intet anede om, hvad der foregik i den 14-årige piges liv. Intet anede om, at ukendte bagmænd med banderelationer truede med at sprætte hende op med en kniv, hvis ikke hun udførte det »job«, hun fik besked på. Den 10. juli havde plejemoren taget Sana og to andre piger med til Örebro for at gå i butikker i et shoppingcenter. Men da de kom frem, ville Sana ikke med ind. Hun ville vente i bilen, sagde hun. Da de andre var gået ind, vidste Sana, at det var nu eller aldrig. Så stak hun af. Fra shoppingcentrets toilet bestilte hun en taxa. Svenske »børnesoldater« i København I løbet af foråret og sommeren skyllede en ny tendens ind over det danske bandemiljø i især København. Helt unge svenskere, nogle af dem børn efter straffelovens definition, dukkede op i København med skydevåben og håndgranater, som blev brugt mod ofre og bygninger, som de overhovedet ingen forbindelse havde til. Det første tilfælde fandt sted i april. Da justitsminister Peter Hummelgaard kom tilbage fra sommerferie, kunne han efter et møde med rigspolitichefen og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) rasende konstatere, at der havde været 25 tilfælde af svenske »børnesoldater« i København. Flere af dem var blevet taget af politiet i opløbet, mens andre havde formået at affyre våben eller bringe granater til sprængning. Årsagen var to konflikter i bandemiljøet, hvor rockerklubben Comanches og banden Loyal to Familia angiveligt hver især havde stjålet partier af narkotika fra et internationalt netværk med forbindelse til gangsteren, der går under navnet Jordbærret i Sverige. Ifølge Berlingskes kilder udløste disse konflikter den første bølge af hævnaktioner med ofte ganske unge lejemordere fra Sverige, som fra april til august skød med skarpt og kastede håndgranater mod mål i Danmark. Efterfølgende udviklede truslen fra de svenske »børnesoldater« sig i en – for de fleste – ganske uventet retning. Ifølge svenske SVT har begge hovedpersoner i den store bandekonflikt i Sverige søgt beskyttelse i Iran, og det skulle angiveligt være forklaringen på, at de unge svenskere pludselig er begyndt at angribe israelske ambassader i både Stockholm og København med granater. En teori, som tilsyneladende også interesserer efterretningstjenesterne, svenske Säpo og danske PET. Metoden er den samme og indtil videre forholdsvis risikofri for bagmændene: Jobopslag i lyssky grupper på krypterede tjenester. Opgaver formuleret med slang og emojis. Kommunikation på krypterede tjenester. Meget unge gerningsmænd og -kvinder, der hverken kan eller vil fortælle politiet om bagmændene. Et nyt og særdeles bekymrende problem, som statsminister Mette Frederiksen (S) tilmed adresserede i sidste uge til et møde med de nordiske statsledere i Reykjavik. »Kriminelle hyres i Sverige for at tage til Danmark og begå alvorlige forbrydelser,« sagde Mette Frederiksen: »Det er helt uacceptabelt. Vi arbejder tæt med Sverige for at gøre en ende på det her.« Hvordan der konkret skal gøres en ende på bandernes rovdrift på en tilsyneladende stor gruppe letpåvirkelige og sårbare unge svenskere, meldte statsministerens tale ikke noget om. Luiz #2: »Det blev, som det blev« Før Luiz grædende forlod sin fars lejlighed 8. juli, modtog han en besked på telefonen. »Hvis vi ikke får svar inden klokken 19-20 i aften, skal du selv tage afsted. Tag en ven med.« Luiz var mere end en uge tidligere ud af det blå blevet ringet op af en person, som ifølge den 16-årige dreng var bandemedlem. På den krypterede tjeneste Signal kaldte vedkommende sig Gerilla Monkey, og han tilbød Luiz penge for at udføre en åbenlyst ulovlig, men uspecificeret opgave. Men opgaven blev hurtigt konkret. »Jeg fikser skydevåben og en lejlighed,« skrev Gerilla Monkey, og så var der ingen vej tilbage. Luiz vidste for meget, det vidste han godt selv, men for en sikkerheds skyld mindede Gerilla Monkey ham om det. »Du har lovet noget, du ikke holder,« skrev han, hvorefter Luiz forsikrede, at han ville prøve at finde nogen til at løse opgaven. Ifølge politiets gennemgang af korrespondancen mellem Luiz og bandemedlemmet Gerilla Monkey lykkedes det ikke Luiz at få andre til at udføre opgaven i København. Og til sidst kom så tidsfristen og Luiz' grædende kram til sin far. Luiz forsøgte febrilsk helt frem til togafgangen mod Malmø at finde en afløser til at begå lejemordet. Det lykkedes kun Luiz at få to venner med til stationen, og en af dem hjalp ham også med penge og billet. Men ingen af dem ville med videre. Luiz skrev og ringede til alle, han kendte, og til sidst løb telefonen tør for strøm. Selvom alle unge mellem boligblokkene talte om at begå forbrydelser for penge for banderne i området, var ingen tilsyneladende rigtig interesseret, da det kom til stykket. Ikke desto mindre fandt Gerilla Monkey en, som skulle med. Sana, en 14-årig pige, som han bad Luiz om hjælp til at købe togbillet til. Skæbnen ville, at Luiz i forvejen kendte Sana, som havde været anbragt uden for hjemmet sammen med Luiz' lillebror. Da det gik op for dem, gav de to sig til at tale sammen uden om gruppechatten med Gerilla Monkey. »Han (Luiz, red.) rådede mig til ikke at tage afsted,« forklarede Sana senere. Men på det tidspunkt var det slet ikke hendes beslutning længere. Nogen skulle stadig dø i København, og Gerilla Monkey ville sprætte hende op, hvis hun ikke tog afsted. Han ville »åbne hende«, skrev han, og truslen var ikke til at tage fejl af. »Det blev, som det blev,« husker Sana. Sana #2: »Der findes et rush« Da Sana nogle uger efter sin tur mod København blev afhørt, gav hun svensk politi – og nu offentligheden – det hidtil måske mest detaljerede indblik i baggrunden for, hvorfor en utilpasset svensk teenager siger ja til at rejse knap 700 kilometer til et andet land for at slå et fremmed menneske ihjel. Hele affæren begyndte for hende med en samtale med en person, hun over for politiet ikke ville identificere. »Der findes et rush,« sagde vedkommende til den 14-årige pige. Hun blev nysgerrig og ville vide mere, fortalte hun politiet. Sana forklarede, at »et rush« er »en ting, som er hektisk og stressende« – som at flygte fra politiet eller lignende. Men det kunne også være eksempelvis »den ting, som skulle ske i Danmark«. Det, der »skulle ske i Danmark«, var efter Sanas opfattelse, at nogen »skulle gå bort der«, og at det var hende, som skulle få det til at ske. »Jeg skulle til København og udføre et job, som var at myrde nogen,« fortalte hun under en afhøring: »Det (ofret, red.) var ikke nogen, jeg kendte, jeg vidste ikke, om det var en pige eller en fyr. Jeg vidste ikke, hvor gammel personen var. Jeg havde ingen anelse om, hvem det var. Bagefter skulle jeg blive der i en lejlighed, forstod jeg.« Drabet skulle hun begå med en tabba – slangform af det tyrkiske ord for pistol, tabanje – og bagmanden lovede, at hun ville få 100.000 svenske kroner eller mere som betaling. Ifølge Sanas forklaring forsøgte hun at slå forslaget hen ved at svare uklart, »o.k., måske, hej hej«. »Senere fik jeg meget information. Jeg kommer desværre ikke til at sige hvor eller hvordan, men jeg fik for meget information, og det var sådan, at jeg ikke kunne bakke ud derfra. Jeg spurgte, om de ikke havde et mindre rush, og det havde de, men de ville ikke give det til mig, for jeg vidste allerede for meget om det her, og jeg var nødt til at få det klaret,« fortalte teenagepigen. Da det gik op for hende, at hun ikke kunne bakke ud, fik hun »sygt meget angst«. »Det var ikke noget for mig,« sagde hun til politiet og forklarede, at hun havde svært ved at beskrive, hvordan det føltes. »Men jeg kan huske, at hver gang stofferne begyndte at gå over, så var jeg nødt til hele tiden at tage noget mere (narkotika, red.), for jeg kunne ikke holde ud at tænke på det, jeg skulle gøre.« Sana afviste at fortælle politiet, om hun kendte bagmanden i forvejen. Luiz #3: Dansk politi alarmeres To timer efter at Luiz grædende havde krammet sin far farvel – og farens ven kort efter havde alarmeret myndighederne – nåede politiet frem til perron 12 på Stockholms Centralstation, hvor toget mod Malmø gik fra. Da politiet fandt Luiz' telefon i hans højre bukselomme, var den løbet tør for strøm. Han hjalp beredvilligt politiet med at åbne den igen, men han kunne ikke fortælle, hvem der skulle dø i København, og fordi han så ihærdigt havde forsøgt at få andre til at overtage opgaven, var hans telefon fuld af mulige gerningsmænd. Men Luiz ville ikke fortælle for meget. Han bekræftede kun det, der fandtes i telefonen. Beskederne i Luiz' telefon sendte efterforskerne på sporet af en konkret adresse i Københavns Nordvestkvarter. Den 16-årige potentielle attentatmand og hans to venner blev kørt til en celle i Flemingsberg-fængslet. Men nogen skulle stadig dø i København. Svensk politi fik hurtigt sendt en besked til kollegaerne i København gennem Europols krypterede beskedtjeneste, SIENA. Sana #3: Uduelig teenager 14-årige Sana gjorde det eneste, hun kunne, for at slippe for at dræbe nogen i København: opførte sig komplet udueligt. I en krypteret gruppechat på Signal med Luiz og bagmanden med dæknavnet Gerilla Monkey fik hun besked på at tage et tog til Malmø og derfra en taxa til København. Men Sana kom ikke med toget. Heller ikke det næste eller det næste igen. I stedet kom hun med den ene undskyldning efter den anden. En taxachauffør, der skulle køre hende til togstationen, var vendt om og havde kørt hende tilbage, fordi hun ikke havde penge til turen. Et forsøg på at tage bussen var også gået i vasken, uden det var hendes skyld. Gerilla Monkey begyndte at miste tålmodigheden. Hun bad om »én chance til«. »Okay,« lød svaret, »vær sød at stoppe med at fjolle«. Gerilla Monkey fik skaffet en ny billet til et nattog og instruerede hende i at tage en taxa fra Malmø til København, hvor hun ville blive samlet op tidligt om morgenen på en adresse i Nordvestkvarteret. Men Sana kom heller ikke med toget denne gang. Heller ikke det næste. Flere undskyldninger: Ingen penge, og ingen havde købt en billet til hende, beklagede hun. Sana spillede efter eget udsagn uduelig, i håb om at bagmændene ville miste interessen for at bruge hende som lejemorder. Men til sidst slap Gerilla Monkeys tålmodighed op. »Det er dig, som bliver dræbt, hvis du ikke er på det tog, vi bestemte.« Alligevel tog Sana heller ikke med det tog, og så fik hun en byge af vrede beskeder fra Gerilla Monkey: »Walla, hvis du ikke er i Malmø i dag, kommer jeg til dit hjem, hvor du er.« »Ellers kommer jeg og fanger dig.« Alvoren gik op for Sana. Hendes forsøg på at undslippe jobbet som lejemorder var slået fejl. Kort tid efter sad Sana på et nattog mod Malmø med så store abstinenser, at hun forsøgte at aftale et møde med en pusher, så snart hun om morgenen 11. juli nåede Malmø. I stedet blev hun passet op på centralstationen af to betjente, som kendte hendes navn. Sana nåede at tage et billede af betjentene, før de førte hende bort. Hun sendte det til Gerilla Monkey. »Forsøg at stikke af,« skrev han. »Det går ikke.« Lille, hvid Hyundai under Bispebuen Under afhøringerne af både Luiz og Sana gennemgik politiet begge teenageres telefoner for at forstå, hvad der var foregået. Og om der var flere unge på vej til København. Hverken Luiz eller Sana kunne eller ville hjælpe politiet med at finde ud af, hvem Gerilla Monkey er, men via telefonerne fik politiet et indblik i, hvordan bandemedlemmer rekrutterer unge lejemordere. Gerilla Monkey satte ikke selv noget på spil og tog sig hverken af pengeoverførsler, køb af togbilletter eller andet, der kunne spores. Eksempelvis blev Sana instrueret i at få en tredje person til at overføre penge til Luiz' togbillet. På samme måde lykkedes det for Gerilla Monkey at få Luiz til at sende lister over togafgange til Sana, så hun kunne komme til Malmø. Gerilla Monkey formidlede blot kontakten gennem videresendte screenshots og var således umulig at spore. Samtidig kunne det svenske politi ikke vide, om Gerilla Monkey fik etableret kontakt til nogen af de mange mennesker, som Luiz skrev og ringede til for at komme ud af sin klemme. Om andre børn og unge pludselig var blevet ringet op på samme måde, som Luiz og Sana oprindeligt blev det. Om der stadig, med justitsminister Peter Hummelgaards ord, var »børnesoldater« på vej til København. Både Luiz og Sana var bange for Gerilla Monkey. De vidste måske ikke præcis, hvem han var, men de ved, hvad han var. »Jeg ved, hvad den her slags personer kan gøre,« sagde Luiz til politiet. »Jeg var vred og stresset og tænkte, nu dør jeg, eller jeg dræber mig selv, for de kommer ikke til at forstå det,« fortalte Sana om oplevelsen af at blive anholdt. Gerilla Monkey var et digitalt spøgelse uden for det svenske politis rækkevidde. Med et taletidskort kan man oprette en anonym profil på Signal og i princippet sidde hvor som helst i verden og presse børn og unge til at indgå i mordplaner i Sverige eller København. Men mellem de mange gruppechats og beskedudvekslinger på svensk slang fandt det svenske politi til gengæld på Luiz' telefon et spor om et konkret sted i København i et screendump sendt fra Gerilla Monkey af en samtale på engelsk. I den engelsksprogede samtale diskuterer en gruppe ukendte personer tilsyneladende planlægningen af det drab, som Sana og Luiz var udset til at begå. En profil, der kalder sig offline, spørger, hvilken adresse »de unge« skal tage til, og en profil, der kalder sig balkan 2.0, skriver tilbage: »Pops burger bar, Nordrefasanvej 174, 2000, er en lille burgerbar under en bro. En hvid ung dansk fyr vil vente på ham.« »I en lille hvid hyndai,« tilføjer balkan 2.0. Oplysningerne om den lille, hvide Hyundai sendte svensk politi videre til kollegaerne i København gennem Europol. Næste morgen holdt danske civilbetjente uden held øje med Pops Burger. Men tilsyneladende skulle nogen stadig dø i København. To dage efter Luiz' anholdelse, 10. juli, mens Sana var på vej mod Malmø, pågreb danske betjente to andre unge fra Sverige i København. Én af dem var blevet hentet i en lille, hvid Hyundai. https://www.berlingske.dk/samfund/nogen-skulle-doe-i-koebenhavn-bagmaendene-sendte-en-16-aarig-dreng-og-en